Interview: Gabriele Salvatores, Den usynlige dreng-instruktør

Gabriele Salvatores beskriver sin spillefilm Den usynlige dreng, som man selv kan gå på opdagelse i fra 11. April på video on demand som del af Walk this Ways Storfilm- samling, som "den italienske vej til fantasi". Det er historien om Michele (Ludovico Girardello), en teenager, hvis liv pludseligt forandrer sig, da han en dag foran spejlet går op for ham, at han er blevet usynlig.

Cineuropa mødte instruktøren i 2014:

Cineuropa: Hvor kom ideen til en film om en ung usynlig superhelt?
Gabriele Salvatores: Projektets oprindelse kom fra en af producerne, Nicola Giuliano, som fik ideen for fem år siden. Det handlede ganske enkelt om at ville lave en film, som også hendes børn kunne nyde. Jeg kunne godt lide ideen med at beskæftige mig med usynlighedskraften og med igen at fortælle en historie om teenagere med et oprigtigt og eventyrligt plot, hvor der på et tidspunkt også er plads til en superheltinde. Jeg trak på forfattere, jeg elsker, som Jack London og Joseph Conrad. Jeg ville gerne inkludere forskellige temaer som den usynlige ven, spejlet, dobbeltgængeren, personen inden i os. Teenagemobning er også et tema, og det fører til udfordringen og vreden, der tjener som motiv vor at bygge en anden verden for sig selv. Den del opstod takket være de tre manuskriptforfatteres intuition. Der var ingen 14-årig superhelt, men her ser vi ham ikke slås for at redde verden, men slås mod monstrene fra sin hverdag.

Hvilke superheltetegneserier var du mest inspireret af?
Jeg er født i 50'erne, så for mig fra superhelte karakterer som Mao Zedong. Jeg læste ikke så mange tegneserier, da jeg var yngre. Den eneste jeg læste, selvom det ikke var en superheltetegneserie, var Flash Gordon. Senere blev tegneserier en del af mit liv i kraft af deres tætte relation til film. En karakter, jeg altid har elsket, er Corto Maltese af Hugo Pratt. Der var også de store sci-fi-illustratorer, Enki Bilal and Moebius. Senere kom Spiderman til.

Jeg ser X-Men-filmene i Den usynlige dreng, men også Let the Right One in af  den svenske instruktør Tomas Alfredson.
Jeg kan virkelig godt lide diversiteten og fremmedgjortheden, som X-Men repræsenterer. At have kræfter betyder også, at man er anderledes, og i denne film er det både en slags forbandelse og sygdom. Derudover ville vi hylde den særlige 80'er-genre, som The Goonies og Gremlins, med børn, der snubler ind I eventyr, der får dem til at vokse og modnes. Steven Spielberg var den første til at kombinere science fiction og sine karakteres virkelighed. Vi har også været inspireret af mørkere film som Watchmen og Unbreakeable, som har en særlig made at fortælle om superhelte på, som er mere velkendt for is. Naturligvis elsker jeg også Let the Right One In; den ligner Den usynlige dreng meget.

Filmen har en åben slutning: kommer der en toer?
Den åbne slutning er typisk for genren. Vi håber, at folk vil have lyst til at se en til; vi overvejer allerede en opfølger. Jeg har læst begyndelsen af den potentielle toer, og måske kommer der en usynlig pige…

Læs mere om Den usynlige dreng:

8. april 2016, af Cineuropa

facebook

twitter

youtube