En snak med Janez Burger, instruktør på Silent Sonata

Silent Sonata blev indstillet af Slovenien til Bedste Udenlandske Film ved Oscar-uddelingen i 2012 og er blevet vist på festivaler over hele verden efter premieren i 2010 (bl.a. på Den Internationale Filmfestival i Rotterdam i 2011, Den Internationale Filmfestival i Haifa i 2011, Den Internationale Filmfestival i Tokyo i 2011 og MedFIlm-festivalen i Rom i 2011). Fra 30. september vil filmen være tilgængelig på video-on-demand i Danmark, Norge, Frankrig og Tjekkiet som en del af Walk This Ways samling af Storfilm

Ved Den Internationale Filmfestival i Rotterdam fik Cineuropa mulighed for at tale med filmens slovenske instruktør Janez Burger (Idle Running, Ruins og hans seneste film Avtošola) og få et indblik i hans tanker omkring hans tredje film:

  

Om krigstemaet
Der er krig hele tiden. Fordi det hele er globalt, er der krig alle vegne hele tiden. Hvis du tænder for fjernsynet, trænger krigen ind i hjemmet. Det var det, jeg ville lave: en film, der ikke handlede om en specifik krig, men var abstrakt, for verden er i krig. Men når du tænder fjernsynet, får du på den anden side også de her krigstaler: Det skete for eksempel, da Nato og amerikanerne forberedte sig på at drage i krig i Afghanistan og i Irak, og så er der en masse ord, en masse løgne. Der er en masse krigspropaganda. Så jeg sagde, “Hvis jeg skal lave en krigsfilm, skal den være blottet for dialog, for ord er løgne i krig, så dem har jeg ikke brug for.”

Om den internationale rollebesætning
Det var en svær produktion. I Slovenien har vi ikke cirkusartister, så vi holdt castings i Berlin og Paris og inviterede alle mulige cirkusartister og håndplukkede nogle af dem til filmen.

Om filmen som en cirkusfilm
Nej, jeg synes nærmere, det er en film om, hvordan der findes andre perspektiver og andre dimensioner i livet. I denne film er selv de døde ikke døde. De lever, men i en anden dimension. Det handler filmen også om. Jeg tror ikke, at den handler om cirkusverden eller om underholdningsbranchen, men på den anden side er der et tema om “krig som underholdning” og “cirkus som underholdning”, og på en måde støder de sammen i filmen.

Om titlen
I Slovenien er titlen Circus Fantasticus, for det er den eneste slovenske film, hvor cirkus indgår i titlen. Men på det internationale marked findes der mange film med det ord i titlen, så distributørerne fra Fortissimo Films sagde, at det var umuligt at sælge filmen, fordi der var så mange af dem, så de ændrede titlen. Da jeg så filmen for nyligt, tænkte jeg, at titlen lød bedre nu. Faktisk ville jeg hellere se Silent Sonata end Circus Fantasticus, hvis det ikke var min film.

Om den visuelle stil
Jeg ville have en horisontal vinkel. Derfor er den i Cinemascope-widescreen. Det er mere eller mindre på grund af sidste skud fra oven. Det var hele pointen. Det var stilen.

Om at skrive et manuskript til en dialogfri film
Det er ikke svært at skrive, men det er svært at læse, tror jeg. For der var mange folk, der havde problemer, da de læste manuskriptet. “Hvordan vil du lave en film ud fra  20 sider?” sagde nogle. “En spillefilm ud fra 20 sider? Umuligt!” sagde andre. Men jeg vidste, at det var muligt, for jeg vidste, at det var en spillefilm, ikke en kortfilm. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre det længere, for jeg havde skrevet sådan noget som “Gammel mand kan ikke tage brødet. Seks minutter.” Der er én linje. Det kan man ikke skrive ti sider om. Jeg skrev manuskriptet på 10 dage.

Om produktionen
Det var skønt at få et større budget, end hvis jeg kun fik slovensk støtte til at lave filmen. Det var en stor fordel ved co-produktionen. En anden god ting var, at jeg kunne hyre professionelle folk, som jeg virkelig havde brug for. Du ved, en lydmand, alle de smukke dukker, vi lavede og så videre. Og jeg fik mulighed for at optage i Irland, fordi vi ikke har en kystlinje i Slovenien. Det var skønt. Jeg er virkelig glad for, at vi havde en co-produktion for det løste en del af problemerne  med budgettet og optagelserne i Slovenien og Irland. Vi hentede også folk fra Finland, så det hjalp også på budgettet, fordi de var fra Finland. Og så foregik postproduktionen i Sverige, og sådan blev det pengeproblem løst.

 

Se hele interviewet (på engelsk):

12. oktober 2015, af Cineuropa

facebook

twitter

youtube