Stratos blander mesterligt Yannis Economides' univers med isnende mørk noir

Den cypriotiske instruktør Yannis Economides har uden tvivl et urokkeligt blik på et meget specifikt udsnit af verden omkring sig. Han fikserer på de kæmpende, de underprivilegerede, de umenneskeliggjorte masser, der lever på kanten af samfundet. Economides, en mester i sit eget univers, fremstiller i Stratos - der er tilgængelig på VoD fra 4. april i serien Mænd på kanten – rystende karakterer, der afprøver grænserne for menneskets moralske og umoralske kapacitet.

Stratos (Vangelis Mourikis) er bager om natten, men lejemorder om dagen. Hans hastige og lydløse henrettelser og de velvoksne lønseddeler, der følger med, synes at være den primære kilde til at finansiere et kneb til at hjælpe sin gamle ven og frelser med at bryde ud af fængslet. Virksomheden ledes af en mand, som Stratos stoler blindt på, men der er ingen plads til tillid. Det understreges tydeligt af Stratos' forhold til genboerne, et umage par bestående af en skrap, sensuel kvinde (Vicky Papadopoulou) og en lav, forkvaklet mand, (Petros Zervos). Parret er så dybt gældsat, at de ser deres eneste udvej som at prostituere deres datter til den lånehaj, der hænger som en skygge over deres liv – den samme lånehaj, der prøver at true Stratos til at slutte sig til hans bøllehær.

Det er en mørk verden, som Economides' karakterer forsøger at overleve i, blindt famlende ud af Dantes inferno gennem et mysterium med mange lag. Economides følger deres håbløshed med lange, hypnotiserende indstillinger, og hans beskæringer oser af minimalistisk indviklethed som taget ud af japanske malerier. På den måde understreger han kompleksiteten i den labyrint, hans rotter er fanget i.

Vangelis Mourikis leverer en uforglemmelig præstation i titelrollen som den tavse antihelt i spidsen af en mesterlig tilføjelse til instruktørens samling af gode mænd, der prøver at gøre det rigtige på alle de forkerte måder.

Mere om Stratos:

1. april 2016, af Cineuropa

facebook

twitter

youtube