The Tourist: NÅR FESTEN I BERLIN FØRER TIL AFSIND

Efter en dybt rørende debut med While You Are Here (der modtog en ’special mention’ for Bedste Debutfilm på filmfestivalen i Locarno i 2006) vender den tyske instruktør Stefan Westerwelle tilbage med The Tourist, hvor madrileneren Luis ankommer en sommerweekend til Berlin for at slå sig løs.

Efter et forlist forhold virker den uhæmmede verden af berlinske natklubber som den perfekte måde at dulme sorgen, møde nye venner og forelske sig. Luis (spillet af Fernando Tielve, der var med i The Devil’s Backbone af Guillermo del Toro og for nyligt har medvirket i Six Points about Emma instrueret af Roberto Pérez Toledo og i tv-serien El Internado) støder i et længere øjebliks eufori ind i Viktor (Marko Mandic), en ukrainsk festabe, som han forelsker sig i, selvom Viktor lader til at have haft noget at gøre med, at Dmitri, broderen til en ung græsk pige (Sesede Terziyan), er forsvundet.

Luis’ lighed med Dmitri er med til at tvinge ham ud i en række mystiske hændelser. Det, der begynder som et romantisk eventyr, forvandler sig til en desperat jagt gennem Berlins gader, hvor han farer vild, mens paranoia og virkelighed blandes sammen. Foregår der noget skummelt, og står Viktor bag det hele, eller er det bare et dårligt trip på grund af de stoffer, Luis har taget?

I denne tyske psykologiske thriller, der er baseret på en sand historie fra nogle år tilbage om en ung portugisers forsvinden efter at have festet på Berghain (den berømte natklub i Berlin), rammer Stefan Westerwelle plet med en blanding af ekstase og en god portion humor – særligt i scenen, hvor han er låst inde i en fremmed person lejlighed.

The Tourist, der er skrevet af Patrick Schuckmann (som også er medinstruktør på filmen) og produceret af Mutter-Film Produktions, fik verdenspremiere i Panorama-programmet på Berlinalen i 2013 og udkom i tyske biografer i september 2013.

Som en del af Mænd på kanten-kataloget i Walk This Way-projektet udkommer The Tourist 22. april på video-on-demand i Spanien, Danmark, Tyrkiet, Slovakiet og Ungarn.

trailer-men-on-the-edge--small

8. april 2015, af Cineuropa

facebook

twitter

youtube